und die übertragenen Gedichte

 

Hier folgen alle von mir ins Deutsche übertragenen Gedichte, deren Verfasser vor mehr als siebzig Jahren gestorben sind. Wer mag, kann zugleich mit dieser Seite die ÜBERTRAGUNGEN in einem zweiten Fenster aufrufen, beide Fenster verkleinern und für einen Vergleich Übersetzung und Original (sofern es aufgenommen wurde) nebeneinander positionieren.

 

JENS PETER JACOBSEN

(1847 - 1885)

 

Irmelin Rose

 

Se, der var en Gang en Konge,

Mangen Skat han kaldte sin,

Navnet paa den allerbedste

Vidste hver var Irmelin,

Irmelin Rose,

Irmelin Sol.

Irmelin Alt, havd der var dejligt.

 

Alle Ridderhjelme spejled

Hendes Farvers muntre Pragt,

Og med alle Rim og Rytmer

Havde Navnet sluttet Pagt:

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

 

Hele store Bejlerflokke

Der til Kongens Gaarde fór,

Bejlede med ømme Lader

Og med blomsterfagre Ord:

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, havd der er dejligt!

 

Men Prinsessen jog dem fra sig

(Hjertet var saa koldt som Staal),

Lastede den Enes Holdning,

Vrænged ad den Andens Maal.

Irmelin Rose,

Irmelin Sol,

Irmelin Alt, havd der er dejligt!

 

HANS CHRISTIAN ANDERSEN
(1805 - 1875)

 

Risens Datter

 

Dybt inde under Bjerget en gammel Rise boer,

Hans Dagligstue hvælver sig der saa høi og stor.

Dens gyldne Lofter bæres af Søiler stolte tre;

Der sidder Risens Datter, hun er nok værd at se.

 

En Fjerdingvei i Høiden, maaskee en Smule meer,

Forresten deilig velskabt, med Smilehul, som leer.

Hun strikker Børnestrømper til sine Søstre smaa,

I hvert et Strømpeskafte vist Runde-Taarn kan staae.

 

Sit hele Liv hun leved' i Bjergets snevre Buur,

Nu faaer hun Lyst at røre sig lidt i Guds Natur.

Saa dejligt skinner Solen, og Himlen er saa blaa;

Som en Kartoffel-Ager hun synes Skoven staae.

 

Og hele Købstad-Flekken, med Kirken paa en Høi,

Er som et Bord paa Marked' med broget Legetøi.

Saa lystigt hun spadserer hen over By og Eng,

Og boltrer sig i Søen, den er saa blød en Seng;

 

Af vilde Rosenhække og Hyldebuske net,

Hun binder i sin Uskyld en lille Bryst-Bouquet;

De store, høie Bøge hun rykker op med Rod,

Saa fletter hun sig Krandse, det unge, muntre Blod.

 

Paa Marken pusler Noget – det synes ret pikant;

I Forklædet gjemmer hun strax hvad her hun fandt,

Og siger til sin Fader: "See, hvad jeg stødte paa!

Til Legetøi jeg tog det for mine Søstre smaa."

 

Den gamle Rise klygtig paa Hittegodset saae,

Og svarede: "Kjær Datter, lad Du det Smaakravl gaae!

Det synes vel saa spinkelt, men det har stor Forstand,

Det er en Plov med Øxne og deres Bondemand.

 

Han smykker Bjergets Vægge med Ranker og med Grønt,

Nu sørger han for Kornet, der ogsaa pynter kjønt.

Din Insigt i Naturen er ikke just til præ;

Du Blumenbach maa læse, der staaer om slige Kræ."

 

– Imellem Fjeldets Stene, bag Buske og bag Krat,

Seer man et Lys nun brænde til over Midenat.

Thi Jomfruen studerer, jo, jo! jeg siger Tak!

Snart kan hun jo paa Ramse Linné og Blumenbach.

 

Hun snakker nok saa dristig om Infusorium,

Man skulde troe, hun dagligt kom paa Collegium;

Men Strikkestrømpen hviler, og hun og Søstre smaa

Med nøgne Pusselanker i Bjergets Sale gaae.

 

Regnveir

 

Det regner, vil I bare see! – i Vand staaer hele Gaden;

Kom sæt Din Droske i en Baad, og see Dig om i Staden.

I Porte og i Døre staaer nu hele Vandrer-Vrimlen,

De ryste Vand af Klæderne og skotte saa til Himlen.

En graae Morlille sætter vims ved Døren sine Spande,

Hun har i Sinde, som man seer, at fange Himlens Vande;

Tagrendens Niagara vildt beskyller Sten og Flise,

Thi Held Enhver med Støvler paa, med Sko maa man forlise.

I Skybrud styrter Regnen ned, den skyller, pladsker – stopper.

Skjøn-Jomfru paa sin Taa-Spids pænt fra porten hjemed hopper;

En Officeer med Sporer smukt i hendes Fodspoer følger.

Smaa-Drengene fornøie sig i Rendestenens Bølger;

De bygge Skibe af Papir og fylde dem med Blade;

Snart seer man atter Folk og Fæ paa Stræde og i Gade.

– Nu jager Blæsten Vandet bort ihvor det er for Resten,

Thi kommer jeg med Verset her og hænger det i Blæsten.

 

Graat Veir

 

Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By,

Det gider ikke regne engang fra sorten Sky;

Selv Gaardens Ænder ligge saa tause hver og een,

Med Hovedet bag Vingen, og ligne Kampesteen.

Ja Bedstemo'er i Solen smaanikker, sover ind;

Den smukke Datterdatter, med Haanden under Kind,

Har gabet fire Gange, jeg veed hvad det spaaer,

See, over Brystet falder det lange gule Haar.

Jeg selv sidder søvnig med Benene paatvers,

Jeg gider ikke læse i mine egne Vers!

 

Snee-Dronningen

 

Sundets vågor

Sofva kring den frosna Kust.

E. Tegnér.

 

Høit ligger paa Marken den hvide Snee,

Dog kan man Lyset i Hytten see;

Der venter Pigen ved Lampens Skjær

Paa sin Hjertenskjær.

 

I Møllen er stille, see Hjulet staaer.

Snart glatter Svenden sit gule Haar,

Saa hopper han lystigt, hei, een, to, tre,

Over Iis og Snee.

 

Han synger omkap med den skarpe Vind,

Der rødmer saa smukt hans runde Kind.

Snee-Dronningen rider paa sorten Sky

Over Mark og By.

 

"Du er mig saa smuk ved Snee-Lysets Skjær,

Jeg kaarer Dig til min Hjertenskjær,

Kom, følg mig høit paa min svømmende Ø,

Over Bjerg og Sø!"

 

Snee-Flokkene falde saa tykt, saa tæt.

"Jeg fanger Dig vist i mit Blomster-Net!

Hvor Snee-Dyngen reiser sig høit paa Eng,

Staar vor Brudeseng!"

 

Ei meer kan man Lystet i Hytten see;

I Ringdands hvirvler den hvide Snee,

Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt,

Nu er det alt slukt.

 

Klart skinner Solen paa Mark og Eng;

Han sover saa sødt i sin Brudeseng.

Den Pigelil ængtes, til Møllen hun gaaer,

Min Drivhjulet staaer.

 

VIGGO STUCKENBERG

(1863 - 1905)

 

Snefald

 

Der er Snefald over Skoven,

stille Snefald fra en Himmel

skjult deroppe over Skovens

Toppe i den hvide Vrimmel;

 

Sne, der let og dunblødt drysser

ned fra nøgne Grene over

glemte Stier, hvor den sidste

Sommers visne Blade sover;

 

hvide Fnug, som dækker Sporet

efter Blæstens ondskabsfulde

Vinterleg og lægger lunt sig

over, hvad der faldt af Kulde.

 

Ingen Trin og ingen Stemmer,

ingen Sommermelodier,

kun en Raa, som ryster paa sig

med et sagte Gnæg og tier.

 

Der er Snefald over Skoven,

lunt og tyst, som om det ville

evigt gemme Skoven bort i

dette blundende Sne-Stille.

 

Frostnat

 

Den kolde Natteluft i Huden stikker,

og Sneen knirker skarpt for hvert et Skridt,

ud over Marken Maaneskinnet ligger

sneblinkende og saa forfrossent hvidt.

 

Der staar ved Vejen et Par nøgne Pile,

de ser saa sært forkomne ud, de to,

de sorte Grene vipper uden Hvile

i Vinternattens kolde, blege Ro.

 

Og Maanen stift og køligt om dem lyser

fra Himlens mørketunge matte Blaa,

hvor hist og hen en Stjærne stille fryser

og skælver som i Angst for at forgaa.

 

Den fine Sne en Gang imellem letter

fra Grøftedriven for et Vinddrags Kast

og fyger op og støver frem og sætter

i Skæg og Øjenbryn sig iskoldt fast.

 

Jeg standser under Pilene o sparker

lidt Sne af Støvlerne og ser mig om,

en hegnløs Vej ud over nøgne Marker,

en frostgold Vej i snehvid Fattigdom.

 

Fuldmaane

Jeg har gaaet langt.
Nu er Maanen oppe,
straaler blankt
over Hegnets Toppe,

saaer in Agrens Sne
tusind Glimmerkærner,
Sæd at se
Som smaa sølvblaa Stjærner.

 

Over Vejen gaar
Spinkle Greneskygger
Som et Haar
Strøt med Perlesmykker,

som et Kvindehaar,
der, mens Frosten synger,
hvor jeg gaar,
om min Fod sig slynger,

fletter sig saa tæt,
hvor mit Blik jeg sænker,
slaar sit Net
dulgt om, hvad jeg tænker.

 

Vinternat

Nu blomstrer Maaneskinsnatten derude,
bøjer sin Blomst mod den frosne Jord,
dugger med Sølv min Rude,
drysser sit Rimstøv i Vejens Spor.

Jeg søger i Sum at sanke,
hvad Dagen bar til mit stille Hi,
men langsomt glider hver Tanke
til Bunds i maaneblegt Drømmeri.

Derude skinner og skælver
den stille, frostlette, sølvblaa Luft,
hvid over Marken sig hvælver
Nattens Liljekalk uden Duft.

Saa lys en Fred i min Sjæl er inde,
jeg ejer ej Savn, jeg veed ej Begær,
Livet synes mig rinde
saa mildt derude som Maanens Skær,

fældet ligger hvert bittert Minde
om Haab, som fik saa ond en Bekomst,
kun eet mig lever i Sinde,
Maaneskinsnatten, den hvide Blomst.

Tyst om mit Liv den lukker
sit stjærneduggede Bægers Mund,
fjernt derude sig vugger
min Sjæl ved dens Sølvkalks Bund.

 

Dagmildet

Jeg har set dig, jeg har hilst dig.
Det var dybt i Tøbrudskoven;
der klang Vandløb over Bunden,
og der sang en Fugl foroven.

Du kom mod mig, gik ad Stien,
hvor det hvide Snelag smelted,
og vi mødtes, hvor en Stamme
laa af Vinterstormen væltet.

En af Stammens stride Grene
greb din Kjole, bandt om Fod dig,
og jeg hjalp dig, gav dig Haanden,
og du rødmed og forlod mig.

Men jeg saa dig, da du stod der
fanget af de vaade Grene
med din Haand i min og rødmed.
Det var Sol, og vi var ene.

Dine Øjne saa i mine,
— dine var som bløde Skygger,
som de bløde, bange Skygger,
Skoven imod Foraar bygger,

og din Rødmen var som Solens,
naar en Morgenstund den stiger
og veed ikke, om den finder
endnu Is om Jordens Riger.

... Jeg har stængt mit Kammers Døre,
stillet ved min Ovn min Stol,
ude drypper alle Grene,
pipper Spurvene i Sol,

og jeg stirrer ind i Ovnen,
hvor de røde Gløder lyser,
og jeg bøjer mig imod den,
stirrer i dens Ild og fryser.

 

Morgen

 

En stille Morgenstund, en Foraarsdag,

en solgul Skornsten paa et tjæret Tag,

en blaalig Røg, der gennemsigtig rinder

langs Foraarskovens brune Bryn,

fra Hegnets Dug et Væld af hvide Lyn,

en Vej, der blank in Morgensolen skinner,

 

en Himmel som et køligt, lysfyldt Vand,

og ud fra Skovens grenespundne Rand

et dugfrisk Fuglefløjt, en trøstig Trille,

der bliver ved og bliver ved

og stiger som den køle, sprøde Fred,

der aander fra en muldfødt, sølvklar Kilde.

 

Augustnat

 

Du er kommet, og du sidder

med din Haand i min,

men din Kind er bleg som Maanens

Skær i min Gardin.

 

Du er atter kommet til mig,

men din Mund er lukt,

kun naar vore Øjne mødes,

smiler du saa smukt.

 

Og vi taler ikke sammen,

tier begge to,

om os drømmer Maanennattens

vemodfulde Ro.

 

Men der før en vaagnet Ugle

i min Have skreg,

skælved du, og dine Hænder

bort fra mine veg,

 

men du greb dem atter hastigt,

...ak! hvor er din Haand

blevet klam og veg, som sad jeg

ene med en Aand!

 

JOHN KEATS

(1795 - 1821)

 

La Belle Dame sans Merci

 

O what can ail thee, knight-at-arms,

Alone and palely loitering?

The sedge has wither'd from the lake,

And no birds sing.

 

O what can ail thee, knight-at-arms,

So haggard and so woe-begone?

The squirrel's granary is full,

And the harvest's done.

 

I see a lily on thy brow

With anguish moist and fever dew,

And on thy cheeks a fading rose

Fast withereth too.

 

I met a lady in the meads,

Full beautiful – a faery's child,

Her hair was long, her foot was light,

And her eyes were wild.

 

I made a garland for her head,

And bracelets too, and fragrant zone;

She look'd at me as she did love,

And made sweet moan.

 

I set her on my pacing steed,

And nothing else saw all day long,

For sidelong would she bend, and sing

A faery's song.

 

She found me roots of relish sweet,

And honey wild, and manna dew,

And sure in language strange she said –

"I love thee true."

 

She took me to her elfin grot,

And there she wept and sigh'd full sore,

And there I shut her wild wild eyes

With kisses four.

 

And there she lulled me asleep,

And there I dream'd – Ah! woe betide!

The latest dream I ever dream'd

On the cold hill's side.

 

I saw pale kings and princes too,

Pale warriers, death-pale were they all;

They cried – "La Belle Dame sans Merci

Hath thee in thrall!"

 

I saw their starved lips in the gloam,

With horrid warning gapèd wide,

And I awoke and found me here,

On the cold hill's side.

 

And this is why I sojourn here,

Alone and palely loitering,

Though the sedge is wither'd from the lake,

And no birds sing.

 

PERCY BYSSHE SHELLEY

(1792 - 1822)

 

Summer and Winter

It was a bright and cheerful afternoon,
Towards the end of the sunny month of June,
When the north wind congregates in crowds
The floating mountains of the silver clouds
From the horizon – and the stainless sky
Opens beyond them like eternity.
All things rejoiced beneath the sun, the weeds,
The river, and the corn-fields, and the reeds;
The willow leaves that glanced in the light breeze,
And the firm foliage at the larger trees.

It was a winter such as when birds die
In the deep forests; and the fishes lie
Stiffened in the translucent ice, which makes
Even the mud and slime of the warm lakes
A wrinkled clod, as hard as brick; and when,
Among their children, comfortable men
Gather about great fires, and yet feel cold:
Alas! then for the homeless beggar old!

 

To the Moon

 

Art thou pale of weariness

Of climbing heaven and gazing on the earth,

Wandering companionless

Among the stars that have a different birth, –

And ever changing, like a joyless eye

That finds no object worth its constancy?

 

RUDYARD KIPLING

(1865 - 1936)

 

A Ripple Song

 

Once a ripple came to land

In the golden sunset burning –

Lapped against a maiden's hand,

By the ford returning.

 

Dainty foot and gentle breast –

Safe across be glad and rest.

"Maiden, wait", the ripple saith;

"Wait a while, for I am Death!"

 

"Where my lover calls I go –

Shame it were to treat him coldly –

'T was a fish that circled so,

Turning over boldly.

 

Dainty foot and tender heart,

Wait the loaded ferry-cart.

"Wait, ah, wait!" the ripple saith;

"Maiden, wait, for I am Death!"

 

"When my lover calls I haste –

Dame disdain was never wedded!"

Ripple-ripple round her waist,

Clear the current eddied.

 

Foolish heart and faithful hand,

Little feet that touched no land.

Far away the ripple sped,

Ripple-ripple – running red.

 

The Only Son

 

She dropped the bar, she shut the bolt, she fed the fire anew

For she heard a whimper under the sill and a great grey paw came through.

The fresh flame comforted the hut and shone on the roof-beam,

And the Only Son lay down again and dreamed that he dreamed a dream.

The last ash fell from the withered log with the click of a falling spark,

And the Only Son woke up again, and called across the dark:

"Now was I born of womankind and laid in a mother's breast?

For I have dreamed of a shaggy hide whereon I went to rest.

And was I born of womandkind and laid on a father's arm?

For I have dreamed of clashing teeth that guarded me from harm.

 

And was I born an Only Son and did I play alone?

For I have dreamed of comrades twain that bit me to the bone.

And did I break the barley-cake and steep it in the tyre?

For I have dreamed of a youngling kid new-riven from the byre:

For I have dreamed of a midnight sky and a midnight call to blood

And red-mouthed shadows racing by, that thrust me from my food.

'Tis an our yet and an our yet to the rising of the moon,

But I can see the black roof-tree as plain as it were noon.

'Tis a league and a league to the Lena-Falls where the trooping sambhur go,

But I can hear the little fawn that bleats behind the doe.

 

'Tis a league and a league to the Lena-Falls where the crop and the upland meet,

But I can smell the wet warm wind that whispers through the wheat.

Unbar the door. I may not bide, but I must out and see

If those are wolves that wait outside or my own kind to me!"

 

She loosed the bar, she slit the bolt, she opened the door anon,

And a grey bitch-wolf came out of the dark and fawned on the Only Son.

 

WILLIAM HENRY DAVIES

(1871 - 1940)

 

The Bird of Paradise

Here comes Kate Summers who, for gold,
Takes any man to bed:
“You knew me friend, Nell Barnes,” said she;
“You knew Nell Barnes – she’s dead.

“Nell Barnes was bad on all you men,
Unclean, a thief as well;
Yet all my life I have not found
A better friend than Nell.

“So I sat at her side al last,
For hours, till she was dead;
And yet she had no sense a all
Of any word I said.

“For all her cry but came to this –
‘Not for the world! Take care:
Don’t touch that bird of paradise,
Perched on the bedpost there!’

“I asked her would she like some grapes,
Some damsons ripe and sweet;
A custard made with new-laid eggs,
Or tender fowl to eat.

“I promised I would follow her,
To see her in her grave;
And buy a wreath with borrowed pence,
If nothing I could save.

“Yet still her cry but came to this –
‘Not for the world! Take care:
Don’t touch that bird of paradise,
Perched on the bedpost there!’

 

A Lonely Coast

A lonely coast, where sea-gulls screamed for wrecks
That never come, its desolate sides
Last visited, a hundred years ago,
By one drowned man who wandered with the tides;
There I went mad, and with those birds I screamed,
Till, waking, found, 'twas only what I dreamed.

 

The Dragonfly

 

Now, when my roses are half buds, half flowers,

And loveliest, the king of flies has come –

It was a fleeting visit, all too brief;

In three short minutes he had seen them all,

And rested, too, upon an apple leaf.

 

There, his round shoulders humped with emeralds,

A gorgeous opal crown set on his head,

And all those shining honours to his breast –

"My garden is a lovely place," thought I,

"But is it worthy of so fine a guest?"

 

He rested there upon that apple leaf –

"See, see," I cried amazed, "his opal crown,

And all those emeralds clustered round his head!"

"His breast, my dear, how lovely was his breast" –

The voice of my Belovèd quickly said.

 

"See, see his gorgeous crown, that shines

With all those jewels bulging round its rim" –

I cried aloud at night, in broken rest.

Back came the answer quickly, in my dream –

"His breast, my dear, how lovely was his breast!"

 

Till I went out

Till I went out of doors to prove
What through my window I saw move;
To see if grass was brighter yet,
And if the stones were dark and wet;

Till I went out to see a sign –
That slanted rain, so light and fine,
Had almost settled in my mind
That I at last could see the wind.

 

北原白秋

KITAHARA HAKUSHÛ
(1885 -1942)

 

月へゆく道

月へゆく道、
空の道。

ゆうかりの木の
こずえから、

しろいお船の
マストから、

アンテナのさき、
夜露(よつゆ)から。

 

月へゆく道、
光る道。

まっすぐ、まっすぐ、
青い道。

Tsuki e yuku michi

Tsuki e yuku michi,
sora no michi.

 

yûkari no ki no
kozue kara,

shiroi o-fune no
masuto kara,

antena no saki,
yotsuyu kara,

tsuki e yuku michi,
hikaru michi.

 

massugu, massugu,
aoi michi.

 

この道 

この道はいつか来た道、
ああ、 そうだよ、
あかしやの花が咲いてる。

あの丘はいつか見た丘、
ああ、 そうだよ、
ほら 白い時計台だよ。

この道はいつか来た道、
ああ、 そうだよ、
母(かあ)さまと馬車で行ったよ。

あの雲もいつか見た雲、
ああ、 そうだよ、
山査子(さんざし)の枝も垂(た)れてる。  

Kono michi

Kono michi wa itsuka kita michi, 
aa, sou da yo, 
akashiya no hana ga saiteru. 

ano oka wa itsuka mita oka, 
aa, sou da yo, 
hora, shiroi tokeidai da yo. 

kono michi wa itsuka kita michi,
aa, sou da yo,
kaasama to basha de itta yo. 

ano kumo mo itsuka mita kumo, 
aa, sou da yo, 
sanzashi no eda mo tareteru. 

 

からたちの花

からたちの花が咲いたよ。
白い白い花が咲いたよ。

からたちのとげはいたいよ。
青い青い針のとげだよ。

からたちは畑(はた)の垣根(かきね)よ。
いつもいつもとおる道だよ。

からたちも秋はみのるよ。
まろいまろい金のたまだよ。

からたちのそばで泣いたよ。
みんなみんなやさしかったよ。

からたちの花が咲いたよ。
白い白い花が咲いたよ。

 

Karatachi no hana

karatachi no hana ga saita yo.
shiroi shiroi hana ga saita yo.

karatachi no toge wa itai yo.
aoi aoi hari no toge da yo.

karatachi wa hata no kakine yo.
itsumo itsumo tooru michi da yo.

karatachi mo aki wa minoru yo.
maroi maroi kin no tama da yo.

karatachi no soba de naita yo.
minna minna yasashikatta yo.

karatachi no hana ga saita yo.
shiroi shiroi hana ga saita yo.

 

黄金向日葵

 

あはれ、あはれ、黄金向日葵(こがねひぐるま)
汝(みまし)また太陽(ひ)にも倦(あ)きしか、
南国(なんごく)の空の真昼 (まひる)を
かなしげに疲(つか)れて見ゆる。

 

Kogane higuruma 

 

Ahare, ahare, kogane higuruma
mimashi mata hi ni akishika,
nangoku no sora no mahiru wo
kanashige ni tsukarete miyuru.  

 

足踏(あしぶ)み

足踏みしている、
僕たちは。

空にはながれる、
よい雲が。

海にはさざなみ、
ちらちらだ。

学校の外庭(そとにわ)、
ひとまわり。

まわって、足踏み、
僕たちは。

山茶花(さざんか)咲け咲け、
鐘が鳴る。

 

Ashibumi

Ashibumi shiteiru,
bokutachi wa.

sora ni wa nagareru,
yoi kumo ga.

umi ni wa sazanami,
chirachira da.

gakkô no soto niwa,
hitomawari.

mawatte, ashibumi,
bokutachi wa.

sazanka sake sake,
kane ga naru.

 



雨がふります。雨がふる。
遊びにゆきたし、傘(かさ)はなし、
 紅緒(べにお)の木履(かっこ)も緒が切れた。

雨がふります。雨がふる。
いやでもお家(うち)で遊びましょう、
千代紙折りましょう、たたみましょう。

雨がふります、雨がふる。
けんけん小雉子(こきじ)が今啼(な)いた、
小雉子も寒かろ、寂しかろ。

雨がふります。雨がふる。
お人形寝かせどまだ止(や)まぬ。
お線香花火もみな焚いた。

雨がふります。雨がふる。
昼もふるふる。夜もふる。
雨がふります。雨がふる。

 

Ame

 

Ame ga furimasu. ame ga furu.

asobi ni yukitashi, kasa wa nashi.

benio no kakko mo o ga kireta.

 

ame ga furimasu. ame ga furu.

iademo o-uchi de asobimashô,

chiyogami orimashô, tatamimashô.

 

ame ga furimasu. ame ga furu.

kenken kokiji ga ima naita,

kokiji mo samukaro, sabishikaro.

 

ame ga furimasu. ame ga furu.

o-ningyô nekasedo mada yamanu.

o-senkôhanabi mo mina taita.

 

ame ga furimasu. ame ga furu.

hiru mo furufuru. yoru mo furu.

ame ga furimasu. ame ga furu.

 

たんぽぽ

沼の田べりのたんぽぽは、
たんぽぽは、
咲けば、ざぶりと、
波が來る。

 

     たんぽぽ、たんぽぽ、

     波が来る。

沼の田べりのたんぽぽよ、
たんぽぽよ、
咲けば、子供が、
舟で來る。

 

     たんぽぽ、たんぽぽ。

     舟で来る。

 

Tanpopo

 

Numa no taberi no tanpopo wa,
tanpopo wa,
sakeba, zaburi to,
nami ga kuru.

 

     tanpopo, tanpopo,
     nami ga kuru.

 

Numa no taberi no tanpopo wa,
tanpopo wa,
sakeba, kodomo ga,
fune de kuru.

 

     tanpopo, tanpopo,

     fune de kuru.

 

赤い鳥小鳥

 

赤い鳥 小鳥、
なぜなぜ赤い。
赤い実(み)を食べた。

 

白い鳥 小鳥、
なぜなぜ白い。
白い実を食べた。

青い鳥 小鳥、
なぜなぜ青い。
青い実を食べた。

 

Akai tori kotori

Akai tori kotori,
naze naze akai.
akai mi wo tabeta.

 

shiroi tori kotori,
naze naze shiroi.
shiroi mi wo tabeta.

aoi tori kotori,
naze naze aoi.

aoi mi wo tabeta.

 

お月夜(よ)

 

トン、
トン、
あけてください。
どなたです。
わたしゃ木(き)の葉よ。
  トン、コトリ。

トン、
トン、
トン、
あけてください。
どなたです。
わたしゃ風です。
  トン、コトリ。

トン、
トン、
トン、
あけてください。
どなたです。
月のかげです。
  トン、コトリ。

 

Otsukiyo


Ton,
ton,
ton,
akete kudasai.
donata desu.
watasha ki no ha yo.
    ton, kotori.

Ton,
ton,
ton,
akete kudasai.
donata desu.
watasha kaze desu.
    ton, kotori.

Ton,
ton,
ton,
akete kudasai.
donata desu.
tsuki no kage desu.
    ton, kotori.

 

吹雪(ふぶき)の晩

吹雪の晩です、夜ふけです。   
どこかで夜鴨(よがも)が啼(な)いてます。   
燈(あかり)もチラチラ見えてます。   

私は見てます、待ってます、   
何だかそはそは待たれます。   
内(うち)では時計も鳴ってます。   

鈴です、鳴ります。きこえます。   
あれあれ、橇(そり)です、もう来ます。   
いえいえ、風です、吹雪です。   

それでも見てます、待ってます。   
何かが来るよな気がします。   
遠くで夜鴨が啼いてます。

 

Fubuki no ban

Fubuki no ban desu, yofuki desu.
dokokade yogamo ga naitemasu.
akari no chirachira mietemasu.

watashi wa mitemasu, mattemasu,
nandaka sowasowa mataremasu.
uchi de wa tokei mo nattemasu.

suzu desu, narimasu. kikoemasu.
areare, sori desu, mô kimasu.
ie ie, kaze desu, fubuki desu.

soredemo mitemasu, mattemasu.
nanka ga kuru yona ki ga shimasu.
tooku de yogamo naitemasu.

 

ちんちん千鳥

ちんちん千鳥の啼(なく)く夜(よ)さは、 
啼く夜さは、
硝子戸(がらすど)しめてもまだ寒い、 
まだ寒い。

ちんちん千鳥の啼く声は、 
啼く声は、
燈(あかり)を消してもまだ消えぬ、 
まだ消えぬ。

ちんちん千鳥は親無いか、
親無いか、
夜風に吹かれて川の上、 
川の上。

ちんちん千鳥よ、お寝(よ)らぬか。 
お寝らぬか、
夜明けの明星が早や白(しら)む、 
早や白む。

 

Chinchin chidori

 

Chinchin chidori no naku yosa wa,
naku yosa wa,
garasudo shimete mo mada samui.
mada samui.

chinchin chidori no naku koe wa,
naku koe wa,
akari wo keshite mo mada kienu,
mada kienu.

chinchin chidori wa oya nai ka,
oya nai ka,
yokaze ni fukarete kawa no ue,
kawa no ue.

chinchin chidori yo, oyoranu ka,
oyoranu ka,
yoake no myôjô ga haya shiramu,
haya shiramu.

 

蜻蛉(とんぼ)の眼玉

蜻蛉の眼玉は大(でっ)かいな、
銀ピカ眼玉の碧(あお)眼玉、
円(まアア)るい円(まア)るい眼玉、
地球儀の眼玉、
忙(せわ)しな眼玉、
眼玉の中に、
小人が住んで、
千も万も住んで、
てんでんに虫眼鏡(むしめがね)で、あっちこっち覗(のぞ)く。
上向(うウえむ)いちゃピカピカピカ。
下向(しイたむ)いちゃピカピカピカ。
クルクル廻しちゃピカピカピカ。

玉蜀黍(とうもろこし)に留(とま)れば玉蜀黍が映る。
雁来紅(はげいとう)に留れば雁来紅が映る。
千も万も映る。
綺麗(きイれい)な、綺麗(きれい)な、
五色(ごしき)のパノラマ、綺麗(きイれい)な。

ところへ、子供が飛んで出た、
黐棹(もちざお)ひゅうひゅう飛んで出た。
さあ、逃げ、
わあ、逃げ、
麦桿帽子(むぎわらばうし)が追って来た。
千も万も追って来た。
おお怖(こわ)、
ああ怖。
ピカピカピカピカ、ピツカピカ、
クルクル、ピカピカ、ピッカピカ。

 

Tonbo no medama


Tonbo no medama dekkai na,  
gin pika medama no ao medama,  
maarui maarui medama, 
chikyuugi no medama,  
sewashina medama,  
medama no naka ni,  
kobito ga sunde,  
sen mo man mo sunde,  
tenden ni mushimegane de, acchi kocchi nozoku.  
uue mui cha pikapikapika.  
shita mui cha pikapikapika.  
guruguru mawashi cha pikapikapika.  

toumorokoshi ni tomareba toumorokoshi ga utsuru.  
hageitou ni tomareba hageitou ga utsuru.  
sen mo man mo utsuru.  
kiireina, kireina,  
goshiki no panorama, kiireina.  

tokoro he, kodomo ga tonde deta,  
mochizao hyuuhyuu tonde deta.  
saa, koge,  
waa, koge,  
mugiwaraboushi ga otte kita.  
sen mo man mo otte kita.  
oo, kowa, 
aa, kowa.  
pikapikapikapika, pikkapika,  
guruguru, pikapika, pikkapika.   

 

野口雨情
NOGUCHI UJÔ
(1882 - 1945)

雨降りお月さん 

 



雨降りお月さん 
雲の蔭(かげ)

お嫁にゆくときゃ
誰(だれ)とゆく 

ひとりで傘(からかさ)

さしてゆく

傘ないときゃ
誰とゆく

シャラ シャラ シャン シャン
鈴つけた

お馬にゆられて 
濡れてゆく

 



いそがにゃお馬よ
夜(よ)が明ける

手綱(たづな)の下から
ちょいと見たりゃ 


お袖でお顔を
隠してる

お袖は濡れても
干しゃ乾く

雨降りお月さん
雲の蔭

お馬にゆれて
ぬれてゆく

 

Amefuri otsukisan

1

Amefuri otsukisan
kumo no kage

oyome ni yuku tokya
dare to yuku

hitori de karakasa
sashite yuku

karakasa nai tokya
dare to yuku

shara shara shan shan
suzu tsuketa

ouma ni yurarete
nurete yuku

 

2

Isoganya ouma yo
yo ga akeru

tadsuna no shita kara
choito mitarya

osode de okao wo
kakushiteru

osode wa nurete mo
hosha kawaku

amefuri otsukisan
kumo no kage

ouma ni yurarete
nurete yuku